”MEET ME IN ICELAND”
Drevet af sindets dunkle kroge og den vilde islandske naturs overnaturlige karakter udstiller kunstneren Austa Lea nu på Den Islandske Ambassade.
Austa Lea er en up-comming kunster med fokus på detaljerne og mystikken i den islandske natur. Hendes første soloudstilling ”MEET ME IN ICELAND” bliver afholdt d. 30.09.2016
kl. 16.30-18.30 på den Islandske Ambassade, Strandgade 89, København K. Ferniseringen er åben for alle interesserede, og udstillingen løber indtil årsskiftet.
”Når jeg maler, finder jeg ro”
Austa Lea er uddannet skuespiller fra en af de bedste skoler i New York, og har i de seneste år helliget sin tid til de skrå brædder. Men det gik op for Austa Lea, at skuespil ikke var en tilfredsstillende nok udtryksform i sig selv. Der var mere, der ville ud, og efter års pause fra malerierne genoptog hun passionen for pensler og lærred – og siden er det gået stærkt; ”I skuespillet er jeg nøgen, og allerbedst i kontakt med de følelser, jeg har i kroppen. Men når jeg maler, finder jeg ro og forståelse for de ting, der gemmer sig derinde – på godt og på ondt. Det har været en udfordring at fordybe mig så intens i at male. Som skuespiller er jeg vandt til at kunne gemme mig bag en karakter, men i mine malerier blotter jeg mig fuldstændig, og viser min sjæl. Derfor kan detgodt være grænseoverskridende og lidt skræmmende at skulle vise mine malerier frem til andre.” Austa Lea fandt ud af, at for hende går skuespil og malerkunst hånd i hånd – det ene kan ikke eksistere uden det andet.
Den dansk/islandske kunstner finder inspiration i sine rødder i Island. ”MEET ME IN ICELAND” er motiveret af de islandske dyr og den kompromisløse natur, der slet ikke tager hensyn til de mennesker, der bor på øen. I Island skinner solen ikke altid – og i vinterhalvåret dominerer mørket. Landskabet er formet af skarpe lavasten, der danner kantede konturer, dækket med den fineste, blødeste mos. Naturen er fuld af kontraster, og for Austa Lea er Island fuldstændigt enestående i kraft af dette. Hun er tiltrukket af den helt særlige energi, vulkanøen besidder, og den danner for den unge kunstner associationer til det menneskelige sind, hvor der heller ikke altid er lys at finde, og hvor glæde og ro sommetider kan være fordunklet af mørke og blæst. Disse tanker har udviklet Austa Leas kunst i en sårbar og modig retning; ”Jeg finder helt ind til min kerne, når jeg er i Island. Dér kan jeg mærke, hvor stærk jeg er, men også hvor sårbar og lille, jeg kan være. Jeg har en helt særlig sindsstemning, når jeg er i Island – den samme får jeg, når jeg fordyber mig i et maleri. Jeg glemmer tid og sted. Jeg glemmer, at jeg er sulten og tørstig, og tit opdager jeg først i sidste øjeblik, at jeg virkelig skal tisse. Når jeg sidder i mit køkken og maler kommer Island til mig, og så savner jeg Island en lille smule mindre”.
Selvom der kun er omkring 350.000 islændinge i verden, har Island gjort sig bemærket på verdenskortet mange gange gennem tiden. Den sidste opsigtsvækkende bedrift var da Island stod frem med et overraskende og stærkt fodboldslandshold til EM 2016. En af EM-historiens største sensationer nogensinde blev en realitet, da Island slog England ud af turneringen og spillede sig selv i kvartfinalen. Store dele af verden heppede på Island, og fik kuldegysninger af deres vikingekamp-brøl, HUH; “Det var en stor oplevelse for mig at følge med vores landshold – min familie og venner sad trofaste klar til hver kamp på den Islandske Ambassade og så kampene på storskærm. Da vi røg ud festede vi alligevel, for vi var alle stolte af, hvad vores hold havde udrettet. Jeg er utrolig stolt at mit land, og jeg er er meget beæret og glad over at skulle have min første soloudstilling netop på den Islandske Ambassade. Det er den helt rigtig ånd til mine malerier”.
”MEET ME IN ICELAND” d. 30.09.2016 kl. 16.30-18.30
Den Islandske Ambassade, Strandgade 89, København K.